FORENKLING OG KLARSYN

Egoløshed, eller mere præcist identitetsløshed, er ikke noget man opnår, som om der først var et ego, og så forsvinder det. Der er aldrig noget virkeligt ego, men det forekommer som om der er. Der er aldrig et rigtigt jeg, men som mærkat findes det i form af en tanke. Undersøg når følelsen af jeg i en emotion kommer frem. Kig nærmere på følelsen, i stedet for at finde en undskyldning for den, bebrejde den eller give den oprejsning. Kig grundigt ind i hvad realiteten er i denne følelse? Er den her virkeligt? Og så lad stå afslappet til i den åbenhed som denne undren giver plads til.

Hinayana meditation er essentielt vipashyana, indre opdagelsesrejse i indsigt. Man bruger shamatha som platform til at kunne se mere nøgternt hvad der er hvad, uden illusioner. Hinayana kort sagt er forenkling og klarsyn, at forenkle sin adfærd og at se klart og tydeligt hvad der er hvad. At være fri gennem forenkling og klarsyn. Det er meget intelligent og ikke at kimse af. Chökyi Nyima Rinpoche har sagt at “dzogchen” praktiserende ofte ikke har fattet hinayana frigørende indsigter. Det vil vi gerne undgå.

Share this Post




Comments 2

  1. Først lægger jeg mærke til at der i egoløshed, i min forståelse, mere eller mindre bevidst, har været en ide om “afvikling” af noget og dermed en slags solidificering af ego som noget der har været eksisterende. Så i og med at jeg har tilstræbt at afvikle ego, har jeg faktisk samtidig befæstet det. Interessant ny indsigt!

    Personligt er det mest følelsen af vrede som oftest knytter sig til episoder med manglende anerkendelse, – eller følelsen af ensomhed og “forladthed” – som kan løbe af med min opmærksomhed og få mit sind til at befæste ideen om identitet. Men begge følelser er gamle kendinge, så hvis jeg er opmærksom og genkender dem før tankerne løber videre til ideer om hvordan jeg skal handle i forhold til dem som jeg forestiller mig har afstedkommet emotionerne, så har de ingen magt, så er de bare impulser der kommer og går, uden at efterlade spor!

    1. Post
      Author

      Du har helt ret, Henrik. Det er snarere vanemønstret der afvikles. Ego-antagelsen er en dybt indgroet tendens som mine læremestre siger tager meget længere tid og indsats en bare at gennemskue at “jeg” ikke refererer til en konkret ting.

      Vi er nødt til at bruge de situationer hvor mønsteret dukker op til at afvikle det en gang til. Hvad mener du: kan selv-centrerede følelser genetableres uafhængigt af jeg-antagelsen?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *